Astrid Recinella

Jeg hedder Astrid Recinella, og er så heldig at have fået lov til at vokse op i Gribskov Kommune.

Jeg er uddannet ejendomsmægler og arbejder til dagligt som mægler i Gribskov kommune. Jeg elsker at bruge min hverdag på at sælge Gribskov til nye borgere, og har virkelige oplevet, hvordan vi de seneste år i Gribskov er blevet mere og mere attraktiv for nye borgere.

Denne udvikling har gjort, at jeg har fået mod på mere. Mod på at gøre Gribskov endnu mere attraktiv. Vi skal fortsat udvikle de muligheder og tilbud, der gør at flere borgere i alle aldre ser et aktiv i at flytte til Gribskov. Vi skal udvikle vores kulturliv, sikre en stor variation og være bedre til at brande det. Vi skal bruge vores skønne natur aktivt i vores bosætningsstrategi, og naturen skal desuden bruges mere aktivt og fleksibelt i vores forenings- og fritidsliv. 

Når vi taler bosætning i Gribskov er der meget ofte fokus på børnefamilier. Jeg vil arbejde fokuseret på at skabe flere leje-, ældrevenlige- og ungdomsboliger. Vi skal være en attraktiv kommune for alle. I Hillerød skabes der lige nu flere og flere uddannelsesmuligheder, og derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi skaber miljøer, der er attraktive for unge at bo i. 

Jeg mener, at byråd bør afspejle den befolkning, der bor i kommunen, og derfor er der brug for unge i byrådet, som kan sikre, at de unges perspektiv bliver en del af de mange vigtige beslutninger, der skal tages i byrådet. 

Jeg tror på Gribskov. Gribskov, også for unge.