Børnene efterspørger mere bevægelse i skolen 

 

Derfor ønsker Nytgribskov svar på spørgsmålet, hvordan går det med bevægelse i vores skoler?

Mens andre diskuterer administrative procedurer vedr. beslutning om skoledagens længde, så er vi optaget af at sikre kvalitet og de bedste vilkår for trivsel og læring for eleverne i Gribskovs skoler. 

45 min bevægelse og varieret undervisning var to af nøgleordene, da folkeskolereformen blev vedtaget. Men hvordan ser det mon ud på Gribskovs folkeskoler? Når vi taler med elever fra vores skoler til Børne-ungehøring og Børnebyrådsmøde, så giver de udtryk for at undervisningen er for stillesiddende og de efterlyser mere bevægelse og fysisk aktivitet i løbet af skoledagen.

Vidensråd for Forebyggelse udgav i 2016 en stor undersøgelse, som viste at der er en sammenhæng mellem bevægelse, sundhed, elevernes trivsel og faglige præstation. En af hovedkonklusionerne var, at hvis man kunne lykkes med at øge børns daglige mængde af fysisk aktivitet ved, at de er mere fysisk aktive i skolen, så vil det fremme sundhed, trivsel og den faglig præstation. Derfor skal vi skabe de bedste vilkår for bevægelse i vores skoler.

Nytgribskov forslår på børneudvalgsmødet på mandag den 13. marts, at vi skal undersøge, hvordan skolerne arbejder med at sikre 45 min daglig bevægelse i hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling. Samtidig foreslår vi, at vi ser nærmere på de udeområder, som vi har på skolerne. I hvilken grad inviterer de til bevægelse og fysisk aktivitet i undervisningen samt i frikvarterene. Vi vil sikre eleverne de bedste muligheder for læring og trivsel. Det tror vi vil øge elevernes motivation og skoleglæde. Der er desuden muligheder i lovgivningen for at forkorte skoledagen ved at veksle timer til tolærertimer. Det mener vi, at skolerne skal udnytte, når det gavner elevernes trivsel og læring.

Sisse Krøll Willemoes, nytgribskov

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *