Børn og unges kost – En trussel mod folkesundheden

børn og sundhedTv programmet Generation XL er rullet over danskernes tv skærme dette efterår og jeg må indrømme, at jeg blev forskrækket og også oprigtig ked af de fakta, der blev  præsenteret. Børnelægen i programmet, Jens Christian Holm fra Holbæk sygehus udtrykker det således: ”fedme er den største trussel mod børns helbred og trivsel”.  Hvert 5 danske barn er overvægtig. Det er virkelig mange og et stort problem, idet vi er bekendt med, hvad der ofte følger med af problemer for børn, der er overvægtige eller fede. Mobning, lavt selvværd og social isolation er ofte problemer disse børn må slås med, som så igen for nogle betyder trøstespisning. Og på sigt truer livsstilssygdommene sukkersyge og hjerte- karsygdomme som følger af overvægten. Benævnelse ”gammelmandssukkersyge” findes f.eks. ikke længere, da sygdommen også rammer unge og meget tidligere i livet end vi har set før.  En trist udvikling, som børnene ikke er skyld i alene.

Men hvis ansvar er det egentlig og hvad kan vi gøre for at forhindre denne ulykkelige udvikling for disse børn, som skal kæmpe nogle uretfærdighedsmæssige svære kampe? Ansvaret må vel være forældrenes, vil de fleste vel svare.  Jo, forældrene har et stort ansvar for, hvilken mad børnene tilbydes og indtager. Det er bare ikke alle forældre, der har ressourcerne til at forholde sig til den sunde kost, som for mange både relaterer sig til en dyrere kost og mere besværlig og tidskrævende kost at tilberede. Det er samtidig også for mange børn og unge meget nemt at komme til den usunde kost på de institutioner, de nu engang færdes på. Men hvorfor? Hvorfor tillader vi det egentlig? Vi kunne jo ikke drømme om at sælge dem cigaretter og øl de pågældende steder. Men det center i hjernen, der stimuleres af henholdsvis nikotin og alkohol, er det samme som der, hvor mad stimulerer. Det såkaldte velværecenter. Det er således muligt for nogle at blive afhængig af mad. Som en lille pige fra TV programmet udtrykte det: ”Man spiser for at leve, man lever ikke for at spise”, hvilket hun klogt mente, hun skulle tage til sig i hendes kamp mod de overflødige kilo. Derfor bør det overordnet set være voksnes ansvar at sikre, at der tilbydes en ordentlig lødig kost disse steder. Og ja, der er da som regel mulighed for at købe frugt, men ofte til overpriser og overmodnet. Ikke særligt indbydende, når den farverige slik overskinner disken.  Alle vi voksne, der har omgang med børn, bør måske overveje, hvad det egentlig er, vi tilbyder børn. Hvad enten det er egne eller andres. Det er naturligvis i den bedste mening, vi giver børnene masser af sukker og fedt i form af kage, is og slik, når der holdes fødselsdage og andre fester. Vi danskere forbinder naturligt hygge og samvær med det at stoppe noget i hovedet. Og desværre er det oftest usundt og fedende.  Men det er jo rigtig synd for de børn, som ikke tåler de ekstra kalorier og som i værste fald skal slås med overvægten og dens konsekvenser resten af livet.

Men her er tale om en adfærdsændring og det er som bekendt noget af det allersværeste at røre ved. Men vi behøver ikke at revolutionere – bare tænke os lidt bedre om. Og i fællesskab påtage os ansvaret for børns trivsel ved at giver dem nogle sundere alternativer. Der er i virkeligheden kun gevinster at hente på en sundere kost for os alle (tykke og smalle).

Vi i nytGribskov  vil derfor som de ansvarlige forældre, bedsteforældre, voksne og politikere vi er, uden løftede pegefingre, kigge nærmere på samtlige madordninger, der er tilknyttet skolerne i kommunen for herigennem forsøge at sikre børnene en ernæringsmæssig rigtig sammensat kost. Samtidig vil vi appellere til de ansvarlige voksne på alle fritidsordninger og ungdomsskoler, at de kigger deres tilbud igennem. For hvorfor er det med slush ice , kage og toast, at børn og unge skal stabilisere blodsukkeret med om eftermiddagen? Ydermere skal caféer og kioskerne i kommunens mange idrætsforeninger og haller ses efter i sømmene, for Idræt og hapsdog med dertilhørende sodavand har vel egentlig aldrig været hinanden pendanter?

Malene Schwab Holm

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *