Hvad vil vi med Gribskov?

nytgribskovs budgettale til 1. behandling af budgettet

v/Anders Gerner Frost

Da jeg stod her i byrådssalen for et år siden, var helt sikker på, at nytgribskov som en selvfølgelighed ville være en del af en budgetaftale. Situationen blev noget anderledes og Kim Valentin valgte at gennemføre et budgetforlig uden nytgribskov kunne være en del af aftalen.

Se – det gode ved at stå på sidelinjen, selvom det ikke er frivilligt, er at man kan se tingene lidt på afstand og i et større perspektiv.

Vi mener i nytgribskov, at Gribskov helt mangler en overordnet målsætning for, hvad det er for en kommune vi vil realisere. Hvad er det, der skal være kendetegnende ved Gribskov?

Jeg er sikker på, at havde vi en sådan målsætning, baseret på en vision, som et samlet byråd var enige om, så ville vi skabe bedre løsninger for alle i Gribskov – og også gøre budgetforhandling lidt nemmere.

Vi er enige i, at vi skal øge bosætningen og tiltrække virksomheder, men vi har ikke en strategi til hvordan.
– Hvilke borgere og hvilke virksomheder vil vi tiltrække?

Vi har i mange år haft en strategi om, at Græsted  skal være Gribskovs idrætsby, alligevel vælger vi at placere de nye idrætsfaciliteter i Helsinge…
– Hvad er visionen for vores idræt og for Græsted?

Vi har for få år siden samlet kommunens administrative medarbejderne i Helsinge, uden at skabe en holdbar løsning i Helsinge. Det har stået helt stille de seneste fire år.
– Hvad vil vi med vores administrative medarbejdere?

Vi ved, at det at tænke bæredygtigt – ud over at være godt for miljøet – faktisk også kunne spare os for mange millioner på drift af bygninger, belysning og meget andet, men en grøn dagsorden er udeblevet.
– Hvad vil Gribskov med miljøet?

Vi har ikke siden sidste valgperiode haft en overordnet strategi for vores skoler og dagtilbud. Hele børnebystanken blev sat i stå efter sidste valg. Det, der er gennemført de seneste år, er tilfældigheder frem for tydelige strategier.
– Hvad er det, vi vil med vores skoler og dagtilbud?

Vi har sparet og sparet på vores ældreområde, men hvad er vores målsætning egentlig for vores ældres liv. Alene prisen, men hvad med kvaliteten og omsorgen?
– Hvad er vores strategi på ældreområdet, udover at være billigst?

Vi har set det budget efter budget: Det har været styret af én ting; nemlig tilfældigheder og mangel på sammenhæng og langsigtet politik.

Jeg mener faktisk, at vores borgmester Jan Ferdinandsen (C) i sidste valgperiode, forsøgte at lave nogle strategier, som vi arbejdede efter på en del områder. Men jeg må sige, at det har haltet i denne valgperiode – desværre.

Langsigtede strategier og visioner er dét vi kalder politisk ledelse. Jeg er sikker på, at det der er vigtigt for Gribskov nu er en overordnet målsætning – en vision, som borgere, medarbejder og politikere arbejder efter.

Jeg tror desværre ikke, at det bliver på denne side af et valg, at et Byråd kan gå sammen om dette arbejde. Men jeg kan love jer, at hvis jeg efter dette valg bliver Borgmester, ja så vil det første, vi skal foretage os, at arbejde på en overordnede målsætning for Gribskov, som vi i fælleskab kan arbejde videre efter de næste fire år frem. Det skal vi sammen med det nye Byråd sammen med ledere og medarbejdere samt borgere i Gribskov.

I nytgribskov ønsker vi brede aftaler, også når det handler om budgettet. Der er mellem V, C og DF lavet en toårig budgetaftale, som gør det noget vanskeligt at komme til forhandlingsbordet. Jeg har haft et rigtig hyggeligt møde med borgmesteren. Og det trængte vi til Kim, men jeg har ikke lyttet mig til, at hverken jeg eller S, Å eller Ø har været til en egentlig forhandling.

Budgetpartierne er i gang med en tilretning af det to-årige budget og jeg vil tro, at vi i lighed med sidste år, kan være med eller lade være med at være med, men desværre uden indflydelse eller fælles vidensopbygning i forhold til de lange træk og visioner.

Vi har mange ønsker til et budget, også konkrete. Vi vil se frem til at blive indkaldt til forhandlinger samt se flertallets oplæg og forsøge, at være konstruktive. Vi har et spinkelt håb om, at flertallet vil forsøge, at tænke bare lidt mere langsigtet end i sidste års aftale.

Vi er klar til at forhandle, hvis der bliver en reel forhandling. Tak for ordret.

Anders Gerner Frost
Borgmesterkandidat, nytgribskov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *