En klar kurs for Tingbakken og Gribskovs øvrige skoler

Nytgribskov har på dagens børneudvalgsmøde stillet forslag om, at vi indleder visionsprocesser for samtlige skoleafdelinger. Baggrunden er en henvendelse fra en gruppe borgere omkring Tingbakkeskolen, som har ønsket en klar profil på Tingbakkeskolen med en fokuseret ledelse.

Vi har gennem denne valgperiode savnet en tydelig vision for, hvad vi vil med skoler i Gribskov. Det efterlader både ledere, det pædagogiske personale og forældre lettere forvirrede. Hver gang vi taler om, at ændre ledelsesstruktur, klassedannelse eller når vi sågar nedlægge skoleafdelinger, så spreder det usikkerhed om skolen. Og vi risikerer at forældre vælger skole fra og det pædagogiske personale finder andet arbejde. Derfor er det afgørende for udvikling af folkeskolerne i Gribskov, at vi skaber en klar retning og en tydelig ledelse af vores skoler. Derfor vil vi indlede visionsprocesser, der skal munde ud i en vision for den enkelte skole – en vision som kan indeholde en stærk lokal profil samt en beskrivelse af, hvad der skal til for at visionen bliver en realitet samt hvordan vi politisk bedst kan understøtte realiseringen – herunder også behovet for en selvstændig ledelse.

Visionsprocessen skal foregå som en samskabende proces mellem politikere, ledere og medarbejdere på skolen samt skolebestyrelse og lokal råd. Desuden kan man inddrage andre interessenter i lokalsamfundet i processen, som desuden skal bidrage ind i en ny børne- og ungepolitik for hele Gribskov.

Sisse Krøll Willemoes
nytgribskov

GemGem

GemGem

GemGem

2 thoughts on “En klar kurs for Tingbakken og Gribskovs øvrige skoler

  • 19. november 2017 at 01:53
    Permalink

    Jeg bliver rigtigt glad når jeg læser at I har fokus på kommunens skoler, og jeg påtænker i øvrigt at give dig min stemme Sisse. Også selvom visionsprocesser let kan lyde lidt luftigt, og jeg er spændt på om det konkret vil tilføre skolerne noget.
    I skriver, at I ikke er ideologiske i forhold til privat kontra offentligt, men hvad tænker du og Nytgribskov om udviklingen i kommunens skoler, hvor flere og flere vælger at sætte deres børn i privatskole?

    Jeg har selv to børn, som nu går på Helsinge Realskole (og en tredje efter sommerferien). De to ældste har tidligere gået på Tingbakkeskolen. Tingbakken har tidligere haft et rigtig godt ry, men den har på trods af mange gode kræfter på og omkring skolen, efter vores opfattelse været gennem en deroute over en årrække, begyndende med at man fjernede udskolingen. Efterfølgende har det været den ene spareplan efter den anden, sammenlægning af ledelse osv. Et år med samling af alle kommunens modtageklasser på skolen, skabte heller ikke mindre kaos. Til sidst tog vi konsekvensen og flyttede vores børn for et års tid siden, de skulle jo alligevel også videre efter sjette klasse, da der ikke er nogen udskoling. Det har vi – desværre – ikke fortrudt. Roen i klasserne og det faglige udbytte på Helsinge Realskole var en verden til forskel.

    På samfundets vegne er jeg imidlertid enormt bekymret over at se, at man på den måde skaber et A- og B-hold. Det er helt tydeligt, at det er de mest ressourcestærke børn som samles på privatskolerne, og at folkeskolen for færre midler må kæmpe en ulige kamp med de elever der bliver tilbage. Den ulighed synes jeg er enormt skadelig og uretfærdig. Og jeg har det skidt med ikke at støtte den lokale skole, fordi jeg som de fleste andre forældre er mine egne børn nærmest. Dertil kommer, at vi må ofre omkring 50.000 kr. om året plus betydeligt længere transport for at sikre vores børn en skolegang, hvor lærerne rent faktisk kan bruge størstedelen af deres tid på at undervise, og ikke skal bruge det meste af energien på at løse konflikter, skabe ro og tage sig af flere krævende børn med sociale og faglige udfordringer. Det problem er ikke specifikt for Tingbakken, det er efterhånden dagligdagen på alle de folkeskoler i kommunen, som jeg er bekendt med og hører om.

    Det skal ikke være nogen hemmelighed, at 50.000 kr. er mange penge i en økonomi som vores, vi har måttet droppe stort set alt der hedder ferie for at få råd, men forskellen i fagligt udbytte er så stor for vores børn, at vi har set os nødsaget til at prioritere det. Mindrebemidlede familier vil slet ikke have muligheden. For at noget sikre sig noget, som burde være en kommunal kerneopgave, og alle børn forundt. Den udvikling håber jeg, at I vil arbejde på at få vendt.

    Reply
    • 19. november 2017 at 22:08
      Permalink

      Kære thor
      Tak for din kommentar og fordi du deler dine tanker om folkeskolen. Vi ser en stigende tendens til at flere forældre vælger den lokale folkeskole fra til fordel for en privatskole. Det finder jeg ligesom dig bekymrende set i et samfundsmæssigt perspektiv. Vi har brug for folkets skole og får at vi ikke får skabt et A og B hold i DK. Vi har et særligt ansvar og en særlig opgave som øverste ledelse af folkeskolerne i Gribskov for at gøre folkeskolen så attraktiv som muligt. Derfor skal vi stoppe de seneste års store besparelser på området og erstatte slingrekursen med en klar retning, som skaber ro for medarbejdere, ledere og ikke mindst forældre og børn.
      Desuden mener jeg, at vi politisk skal stoppe retorikken omkring folkeskolen vs privatskolen. Der skal være plads til det frie valg for de forældre, som ønsker en anden skole end den lokale til deres barn eller have valgmuligheder, når børnene har brug for et skift i deres læringsmiljø. I stedet bør vi arbejde målrettet på at få flere børn til Gribskov. Det gør vi bedst ved at sikre tilflytning af børnefamilier og unge familier. Derfor skal vi skabe høj kvalitet i vores dagtilbud og folkeskole samt skabe varierede boligformer, så det bliver attraktivt at bosætte sig i Gribskov.
      Det var lidt om mine tanker efter at have læst dit indlæg.
      Sisse Krøll Willemoes

      Reply

Skriv et svar til admin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *