Menneskers evne til at begå sig og overleve i et moderne samfund, består ubetinget i at kommunikere med sine omgivelser; verbalt at udtrykke sig med kropsprog og fysiske signaler, samt med det personlige udtryk, at opfange modpartens positive eller negative tilkendegivelser i givne situationer
Vi taler ikke om nogen doktorgrad eller lignende , for at kunne forstå og læse disse tilkendegivelser. Vi fokuserer på det almindelige menneskes hverdag samt den virkelighed, vi befinder os i – mere og mindre i døgnets 24 timer.
Allerede fra fødslen, ja måske før, kommunikerer mor og barn. Det er af afgørende betydning for begge parter og er med til at skabe en gensidig oplevelse og fælles forståelse i tiden frem. Dog sker det, at den nye verdensborger afviser moderen og ikke vil fange hendes opmærksomhed, øjne eller blik, hvorved der opstår en blokade, som kan være psykisk utroligt svært at få brudt. Det kræver en lang og svær bearbejdning over tid, før kommunikationen er skabt eller genskabt.
Nu er det så jeg “tænker”, hvad er det dog der sker i disse tider lige op til påske med overenskomst forhandlinger på undervisnings- og skoleområdet? Forhandlingerne kan være svært at forholde sig til og forstå.
Har disse forhandlere ikke lært den almene kommunikation? Kender de ikke de almene begreber inden for området eller er deres personlige udtryk og kommunikationens form så uprofessionel og fjern fra den almene hverdag, at gensidig forståelse og respekt for hinanden og deres synspunkter er total udelukket?
Det er ikke et frugtbart udgangspunkt.
Kunne det være muligt for forligsmanden/kvinden at bringe et forslag om en udskiftning i personsammensætning og derved finde en anden indfaldsvinkel for de videre forhandlinger. Det er som om de to nuværende forhandlere er fuldstændig fastlåste i tilsyneladende faglige og til dels personlig interesser. Det har medført det nuværende sammenbrud.
Hvis dialogen bag kulisserne har den samme klang som det, vi så for åben skærm i ugen, der er gået, kan selv vi der ikke har en akademisk uddannelse se at den er helt gal og grundlæggende katastrofal.
Så er det bare ca. en lille million børn og unge mennesker, der bliver taget som personlige gidsler i dette rinkespil. Fordi ingen af forhandlingspartnere vil eller må tabe ansigt af hensyn til deres bagland og personlige fremtid som organisatoriske forhandlere – eller hvad?
Jeg har svært ved at finde ord, der kan dække over disse følelser i så grotesk en situation, hvor jeg drømmer om, at vi nu var nået til et højere lixtal på kommunikations skalaen.
Jeg tillader mig at tro, at man helt ser bort fra de alvorlige konsekvenser for familierne, som sådan en konflikt medfører. I et ellers så veludviklet og velfungerende demokratisk samfund som det danske. Det er ikke noget kønt syn som Kommunernes Landsforeningen og Danmarks Lærerforening leverer som eksempel på almen kommunikation .
Om det er muligt, så god påske
Erik Nørgaard