Vi skal have den offentlige mad hjem. “Hjem i eget køkken” i vores kommune.
Vigtigheden af dette er blevet helt klar efter den seneste tids politiske ældremads-smagsdommeri, der er endt i konklusionen: Det smager godt og en håndfuld kongekroner. Det er hverken en faglig kvalificeret eller saglig konklusion. For at blive i den retoriske rille, så er det “ikke godt “.
For vi skal som samfund, som borgere og politikere ville det bedste. Vi skal som kommune stræbe efter at få den bedste mad til os alle og især til dem af os, der ikke længere selv er i stand til at sikre, at det er det bedste der lander på tallerkenen.
Den bedste mad kan ikke kvalificeres af en politiker, med mindre han selvfølgelig har en ernærings faglig baggrund. Den bedste mad er udviklet, forberedt, tilberedt, serveret og vurderet med stor omhu af faglige folk med stor kompetence. Det er måltider hvor sæsonen og egnen vi bor i er afspejlet. Det er måltider hvor vi er sikre på at vi får de helt rigtige næringsstoffer, hvad end man er småt spisende eller diabetiker.
Kan Det danske Madhus sikre det? Nej, det kan de selvfølgelig ikke fordi de servicere hele Danmark. Kan vi som kommune sikre det? Ja, det kan vi, hvis vi tager ejerskab for den vigtige opgave måltidet til vores ældre er. Det kan vi hvis vi tager den opgave “hjem i eget køkken”.
Er vi den første kommune der tager maden hjem? Nej, en række af de kommuner omkring os eksempelvis Roskilde og Albertslund har taget grydeskeen i egen hånd.
“Ej men det bliver alt, alt for dyrt, vi har ikke offentlige køkkener nok og slet ikke råd til at bygge nye” vil mod argumentationen være. Men sagen er, at vi faktisk slet ikke “råd” til at lade være.
Vi har ikke “råd” til at lade være, fordi Staten yder 75% tilskud til opførsel af nye eller renovering af eksisterende offentlige køkkener. Det kræver blot at kommunen går ind med ønsket om at ville det og 25% medfinansiering.
Vi har ikke “råd” til at lade være, fordi vi har nogle dygtige køkkenledere i de offentlige køkkener i Gribskov, der med støtte til udvikling og kompetenceløft kan få deres medarbejdere med på den vigtige opgave ældrebespisningen er. Med på løftet om at kvaliteten ikke ryger fordi kvantiteten stiger.
Vi har ikke “råd” til at lade være, fordi vi bor midt i et af Danmarks mest velassorterede spisekamre. Når vores ældre medborgere kigger ud af vinduerne fra deres plejebolig eller egen bolig, ser de ofte på marker med korn og grøntsager, folde med grise og køer.
Det de ser er råvarer. Råvarer der kan blive til måltider i den offentlige bespisning, produceret på lokale råvarer.
Vi har ikke “råd” til at lade være, fordi vi ønsker at være en kommune hvor man også har lyst til at blive gammel. Nå dertil hvor de daglige måltider er noget man ser frem til og skal have grund til at se frem til. En kommune hvor det gode måltid er værnet om og prioriteret, fordi det er vores varemærke og fordi det er vigtigt.
Vi har ikke “råd” til at lade være fordi vi ikke kan være andet bekendt.
Thomas Elletoft Køster
Kok og medlem af Gribskov Byråd (nytgribskov)