Skal vores ældre vente på at dø – eller skal de leve og nyde livet?

Jeg startede min sygeplejekarriere som ufaglært hjælper på Trongården i Vejby. Jeg ydede hjælp til både dem der boede på Trongården, men kørte også rundt i Tisvilde. Jeg fandt min hylde der hos de ældre, som havde brug for hjælp, omsorg og en at fortælle de mange historier fra det liv de havde levet.

Jeg uddannede mig til sygeplejerske og kørte i 1 års tid som hjemmesygeplejerske fra Bakkebo i Græsted/Gilleleje området. Da jeg vendte retur fra barsel begyndte jeg som hjemmesygeplejerske i Plejegribskov, og blev derefter tilbudt en teamlederstilling på Helsingegården.

Jeg har siden arbejde som teamleder i Halsnæs kommune og de seneste 5 år har jeg arbejdet som funktionschef, for en afdeling med hjemmeboende respiratorpatienter, først i privat – og nu i regionalt regi.

Jeg har altid brændt for at være med til at skabe rammerne for at ældre og borgere med handicap kan leve et så frit liv som muligt, med en høj grad af selvbestemmelse, livskvalitet og frem for alt værdighed.

Jeg har i de seneste uger talt med mange pårørende der har noget på hjertet i fht. de vilkår deres ældre har her i Gribskov kommune. Der er flere steder hvor rammerne, stemningen, aktiviteterne og personalet går op i en højere enhed og er med til at skabe en høj grad af livskvalitet. Her lever de ældre, de trives, de kan vælge fællesskabet til og fra som de ønsker.

Men der er også steder i kommunen hvor det der præger hverdagen er en hverdag med for få personaler, der knokler for at komme igennem dagen og hvor tiden for den ældre borger, for det meste går med at vente. Vente på at blive taget op, få morgenmad, komme i bad, på toilettet, få frokost, middagslur, eftermiddagskaffe, piller, aftensmad, komme i seng…

De venter og venter – de venter på at tiden går – på at livet skal slutte. Der er ikke tid nærvær, til aktiviteter, til omsorg. Det er ikke et spørgsmål om at personalet ikke vil, men der er simpelthen ikke tiden til den enkelte.

Et pårørende par havde ikke urimelige ønsker for deres mor/svigermor. Hun var alene på sit værelse det meste af dagen, aftenen og natten, en selvhjulpen frue med demens. Ofte blev den personlige pleje sprunget over. Dette hjalp de pårørende med. Vi drøftede de 3,8 timers hjælp. De synes det lød forjættende. Men de havde faktisk ikke så høje krav. Hvis personalet blot ville sætte sig i 5 minutter og drikke en kop kaffe og ikke kun smide kop og kage ind på værelset for derefter at forlade hende igen i al hast.

Når jeg går ud og siger at vores ældrepleje skal have et løft og at den er udhulet, så er det ikke et spørgsmål om en ukritisk og naiv tro på at flere penge løser alle problemer. Jeg kender også til serviceloftet. Men jeg vil fastholde at hvis vi har nået serviceloftet og kvaliteten ikke giver vores ældre et værdigt ældreliv, så kan vi ikke tillade os bare at lade stå til. Vi SKAL gøre det bedre.

Det handler ikke om de hjælpere, og sygeplejersker der udfører plejen. Vi skal i langt højere grad rette blikket mod den ledelse der er i kommunens administration på ældreområdet og på de pågældende steder hvor livet går med at vente i stedet for at blive levet og nydt.

Men du skal som vælger også sætte dit kryds ved den kandidat som har kendskab til området og som har ældreområdet som sin mærkesag.

Jeg går kun til valg på at skabe en ældrepleje vi kan være trygge ved og stolte af. Sæt krydset ved en fagperson der har indgående kendskab til ældreplejen i Gribskov – der har erfaring med udbud og hjemtagelse fra private leverandører og til hvad dette kræver.

Pernille Kromann Sams
nytgribskov – fordi alle har ret til et værdigt ældreliv!

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *