Nej tak til 14.000 etagemeter almennyttigt byggeri midt i bykernen i Helsinge

Nytgribskov har – som eneste parti i byrådet – stemt i mod lokalplanen, som har til formål at sikre almennyttige boliger i området omkring Møllebakken singe midtby.

Hvorfor nu det?
Nytgribskov har valgt at stemme i mod forslaget fordi der – i vores verden – mangler en vision med Helsinge midtby.

Visionen, som tidligere er fremlagt af Venstre, var, at Helsinge skulle være handelsbyen i Gribskov. En ændring af lokalplanen, således at der bygges almennyttigt byggeri midt i bykernen i Helsinge, understøtter umiddelbart ikke den vision.

I nytgribskov er vores vision, at Helsinge skal være en attraktiv handelsby for borgere og turister. Vi mener, at der skal skabes et levende byrum, hvor de unge har mulighed for at udfolde sig og hvor der er plads til kultur-, forenings- og erhvervsliv.

Vi mener endvidere, at Helsinge skal forskønnes, således at vi får en bykerne i Helsinge med autenticitet til glæde for borgerne og de mange besøgende. I området omkring Møllebakken er der i dag beliggende nogle af de få ældre huse, vi har tilbage i bykernen i Helsinge. I nytgribskov så vi hellere, at vi havde bevaret og udviklet dette område, og ikke mindst skabt et sammenhængende levende byrum med respekt for arkitekturen i det oprindelige Helsinge.

Møllebakken hænger fint sammen med anlægget omkring gadekæret og videre ned i den nuværende gågade. Møllebakken skal derfor – i vores verden – ikke omdannes til kedeligt lejlighedsbyggeri, vi skal have større ambitioner for en forskønnelse af Helsinge midtby.

Desværre har et flertal i byrådet bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet samt Enhedslisten valgt, at der skal bygges 14.000 kvm primært almennyttige boliger – endda i flere etager lige midt i bykernen, det havde vi gerne set en anden løsning på.

I nytgribskov vil vi gerne understøtte erhvervs- og bylivet i Helsinge ved at bevare og udvikle, for os er opførelse af 14.000 etagemeter byggeri midt i bykerne ikke en ambitiøs udvikling af bykernen.

Pernille Sødergaard og Morten Ulrik Jørgensen

GemGem

One comment

Skriv et svar til Jesper Pedersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *