Børn og unge har ét til fælles, nemlig behovet for at være sammen med andre. Børn og unge trives og udvikler sig bedst i fællesskaber i almindelige institutioner og skoler, bare de får den rigtige støtte. Inklusion handler om et menneskesyn, hvor fællesskab er en almen menneskelig ret. At være en del af et socialt fællesskab, er helt nødvendigt for at kunne lære noget og udvikle sig.
Vi har gennem mange år oplevet, at stadig flere børn og unge er blevet sendt til specialtilbud udenfor den almindelige skole eller institution. Og man må konkludere, at det ikke er uden store omkostninger, både menneskelig og økonomisk. Det har været helt almindeligt at arbejde med de børn og unge, der falder ud af fællesskabet, men det har ikke været almindeligt at arbejde målrettet med det, de faldt ud af. Ved at arbejde med det pædagogiske miljø rundt om barnet og flytte støtten hen til barnet, frem for at flytte barnet hen til støtten, bliver vi nu i stand til at vende udviklingen, så børn og unge ikke længere skal ekskluderes fra fællesskabet.
Men hvad skal det til for at kunne løfte denne store pædagogiske opgave? Lærere og pædagoger skal selv på skolebænken. Det er helt nødvendigt at give de ansatte et kompetenceløft, hvor der arbejdes med, hvordan man udnytter børn og unges ressourcer frem for at fokusere på problemerne.
Inklusion må aldrig blive et spareforslag. Det vil være helt nødvendigt at bruge flere penge på forebyggelse, flere ressourcer til institutioner og skoler og midler til efteruddannelse af lærere og pædagoger.
Inklusion er ikke længere et spørgsmål om vi skal – det er et spørgsmål om hvordan!
Inklusion gælder alle børn og unge. Alle børn og unge har krav på at indgå i et ligeværdigt fællesskab, hvor ledere, medarbejdere og forældre har et tæt og tillidsfuldt samarbejde.
Anna Recinella