Et Gribskov uden plads til unge?

 

Når man som ung bor i Gribskov og specielt i det her tilfælde Helsinge, så skal man føle, at man er en del af en kommunen der gør noget for en. Men gør man det som ung i Gribskov Kommune?

– Jeg gør ikke.

Hvordan kan det være at hver gang Helsinge skal skabe noget socialt, så bliver der kun tænkt i folk fra 40 og opad? Hvad med resten? Helsinge har hvert år begivenheder, som skal tiltrække mennesker til byen og som skal være skabende for erhverv, turisme og kultur. Men især i år bliver de unge ikke kigget på – dog med en enkelt undtagelse. Unge, som lever på SU, har ikke mange penge i forvejen, hvorfor så ikke levere kulturelle arrangementer, der får de unge til at møde op?

Et eksempel er Kulturnatten som i år på ingen måde tænkt ungt. Det store hovednavn er Asfalt Ole, som var populær for en del år siden, da han vandt ”Scenen er din”. Men på ingen måde har den popularitet eller folkelighed som andre kunne have. Tag bare eksemplet fra sidste år hvor LARK spillede op. Der var både en blanding af unge og gamle, og havde det ikke været for regnen, havde der nok været flere mennesker.

Man presser de unge til at hænge ud steder så som stationen til gene for andre, og i værste tilfælde skabe slagsmål.

Hvordan får vi inddraget de unge?

Selvfølgelig kan man sige til unge at vi jo har et ungdomshus. Men hvor fedt er det som ung på 18-25 år at tage et sted hen, hvor man skal sidde sammen med 15-16-årige? Og så samtidig betale for at komme ind til de store arrangementer. Det kan ikke være rigtig Helsinge skal være en by, hvor der ingenting sker for de unge. Det er svært at få unge inddraget i beslutninger og til at deltage. Men det må ikke afholde os fra at forsøge.

Vi presser de unge væk fra byen, fordi det ikke kan betale sig at bo her. Det er for dyrt at bo som ung i Gribskov kommune, hvor der ikke rigtigt sker noget for dem. Det er ikke attraktivt at være ung i Gribskov Kommune. Vi vil gerne være Danmarks bedste børneby, men hvordan kan vi nogensinde blive det, hvis vi får ungdommen til at flytte væk? Håber man så bare de vender tilbage, når de engang skal have børn? Jeg har min store tvivl. Så kom nu ind i kampen Gribskov og tænk også lidt ungt!

nytgribskov vil i hvert fald, med mig i spidsen, være et af de partier, der vil tænke ungt fremadrettet. Der skal skabes muligheder for at kommunen bliver et sted, hvor det er attraktivt at bo, selvom man skal med offentligt eller anden transport på arbejde eller til en uddannelsesinstitution. Vi skal være med til at støtte projekter, hvad enten om det er ungdomshuset, kulturnat/byfest eller andre arrangementer, så det også bliver med et præg af ungdom. På den måde får vi også de unge til at deltage mere i både erhvervslivet, turismen og kulturen.

Simon Mortensen, Kandidat for nytgribskov
Simon Mortensen, Kandidat for nytgribskov

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *