Grøn fornuft – stop spild af mad

Bæredygtighedstopspildafmad_samlet_lille

Begrebet bæredygtighed har været brugt i politik gennem flere år. Og med god grund. Det dækker nemlig over forståelsen af, at menneskeheden ikke har uendelige ressourcer til rådighed, og at de handlinger, vi foretager, har indflydelse på planetens levetid. Derfor skal der i politiske beslutninger medtænkes konsekvenser, der ikke kun er synlige i denne valgperiode, eller som giver en fin økonomisk gevinst her og nu.

I Gribskov Kommune har vi mange steder indført affaldssortering, så vi kan udnytte det grønne affald, i stedet for bare at brænde det hele. Af kaffegrums, kartoffelskræller, kødrester, æggeskaller og meget mere laves der biogas og jordforbedrende gødning; det, vi før tænkte som slutprodukt, omdannes til nye ressourcer. Det er grøn fornuft!

Men hvad er det, vi hælder i den grønne spand hjemme i køkkenet? Det anslås, at der i Danmark kasseres 237.000 tons anvendelig mad fra danske husholdninger, svarende til 16 milliarder kroner. Årligt! Det er mange penge – og det er meget mad.

Madspild defineres som de indkøbte/tilberedte fødevarer, som husstanden har valgt ikke at spise og i stedet kassere. Årsagerne hertil kan være mange: Kartoflerne er begyndt at spire, æblet blevet rynket, fødevaren har fået mug/råd, datomærkningen kan være overskredet, eller en rest fra middagsmaden er blot smidt ud i stedet for at blive spist næste dag.

Det anslås, at der i en husstand med 4 personer er et gennemsnitligt madspil på godt 57 kg/årligt, mens der hos enlige gennemsnitligt smides knap 100 kg mad, som kunne være blevet spist, ud. Det er mange penge for den enkelte, lige ud af vinduet.

Det handler om at købe ind på en fornuftig måde, at bruge varerne inden udløbsdato, at åbne køleskabet og tænke “hvad kan jeg lave” i stedet for “hvad har jeg lyst til” – og bruge de rester, der skal bruges nu, til noget godt – som ´sig selv´, som ingrediens i nyt, som tilbehør….

Og hvad der er sparet, er jo tjent, så der vil med reduktion af madspildet opnås overskud til andre ting i hverdagen – og hvem kan sige nej til det?

I nytgribskov ønsker vi fokus på de mange ressourcer, der går tabt gennem madspil. Vi vil give opgaven hjem til folk, og øge opmærksomheden i hverdagen. Vi vil sætte det i spil til skolernes undervisning i hjemkundskab, stille krav til institutioner og leverandører, samarbejde med detailhandlen, og ikke mindst sætte fokus på produktionen, fordi langt det største madspild sker mellem landbrug/fiskekutter og butik.

Vi ønsker en udvikling, hvor hver enkelt føler et medansvar og ved, hvad hun/han kan gøre for et bæredygtige samfund.

Vi vil blive kendt som den bæredygtige kommune, der er grøn både udenpå og indeni. Gribskov – en kommune drevet med grøn fornuft!

 

Rikke Strangholt

 

Kilder: Gribskov.dk, stopspildafmad.dk, Fødevareøkonomisk institut, CONCITO, Landbrug & Fødevarer.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *