Gribskov – mulighedernes kommune

Lad os uddanne ledige flygtninge til ledige jobs i turistindustrien

Jeg tror, at alle politikere i Gribskov er enige om, at Gribskov skal udvikles erhvervsmæssigt, herunder især inden for turisme. I nytgribskov mener vi, at det skal ske i pagt med vores skønne skove og strande samt vores kulturelle perler som Esrum kloster, Munkeruphus, Tegners Museum, m.v., og vi har bl.a. foreslået, at vi opretter et turismeakademi.

Aktører indenfor turismen i Gribskov som restauranter, hoteller og museer oplever i stigende grad problemer med at skaffe den nødvendige og uddannede arbejdskraft. Samtidig har vi i Gribskov en uudnyttet ressource i arbejdsløse, som mere eller mindre bevidstløst sendes i diverse praktikforløb. Mange af disse er flygtninge, som gerne vil forsørge sig selv, men som mangler danskkundskaber og forståelse for dansk kultur/arbejdsmarkedets krav i Danmark.

Netop turistindustrien har mange jobs, der ikke nødvendigvis kræver en studenterhue, fx køkkenmedhjælp, afrydning, rengøring, m.v. Disse jobs kan være et springbræt til andre mere krævende og bedre lønnede jobs indenfor turismen eller andre erhverv. De kan også være med til at give flygtninge en bedre forståelse af det danske arbejdsmarked og en mulighed for at komme til at tale dansk i hverdagen.

Lad os derfor kick-starte Gribskovs turismeakademi med at oprette hold for flygtninge, der kan få undervisning i ikke alene dansk, men også et hygiejnekursus og service i turismeindustrien. Det kunne være en vekseluddannelse, hvor ledere i turismeindustrien i Gribskov dels underviser, og dels tager flygtningene i praktik i deres virksomheder. Hvis vi handler hurtigt, kan de første flygtninge være klar til turistsæsonen 2018!

Det vil betyde, at arbejdsløse flygtninge og danskere kan få et job, og kommunen kan få reduceret udgifterne til kontanthjælp.

Palle Bruun
Byrådskandidat for nytgribskov

GemGem

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *