Hermed gengives nytgribskovs budgettale, som Anders Gerner Frost afholdt i byrådets 2. behandling af budget her til aften:
I aften vedtager vi et budgetforlig med 22 ud af 23 byrådets stemmer. Det vil jeg, som jeg gjorde det ved pressemødet, godt starte med at kvittere borgmesteren for. Det er godt for Gribskov Kommune, at vi er så mange som muligt i byrådet, der tager ansvar for kommunens økonomi og udvikling.
Nyt Gribskov gik til forhandlingerne med en lang ønskeliste, som så mange andre partier, men hurtigt kunne vi godt se, at der var lang vej i forhold til Borgmesterens budgetoplæg. Særligt lå det os på sinde at undgå det besparelser på samarbejdstiden, som Borgmesteren havde lagt op til. 28 mil. kr. på samarbejdstiden, altså på det værdifulde arbejde, som pædagoger udfører i undervisningen, hvor de understøtter undervisningen på skolerne, varetager understøttende undervisning og hele vores strategi for inklusion.
Det er ingen hemmelighed, at det var svære forhandlinger og der var også flere gange, hvor forhandlingerne var tæt på at slutte fra vores side. Alle holdt fast og derfor et bredt forlig.
Nytgribskov har siden vores stiftelse været med i alle budgetforlig. Det ligger til vores DNA. Men jeg må være ærlig og sige, at dette budgetforlig er det, vi er mindst glade ved at være en del af.
Dette års budgetforlig får ikke skabt det økonomiske råderum, som giver mulighed for ordentlig vækst og det udfordrer vores kærneområder til det yderste, også i overslagsårene.
Vi er grundlæggende bekymrede for de mange ikke besluttede besparelser, der ligger i rammebesparelserne. Det skaber en organisation i konstant sparearbejde og flytter fokus fra det vigtige vi i en kommunen laver, nemlig at være der for vores borgere. Det er vores ønske, at vi frem mod næste års forhandlinger, kan få lavet en proces, hvor man i forbindelse med budgetvedtagelsen allerede har prioriteret.
I det næste halve år skal vi i fagudvalgene ud og finde meget store besparelser og det bliver efter vores vurdering meget vanskeligt, hele vejen rundt. Og det er jo meget fint vi i aften er enige om budgettet, men jeg kan frygte, at vi er meget lidt enige i de besparelser, der skal findes i fagudvalgene. Det bliver ikke nemt, men vi i nytgribskov er selvfølgelig klar til at tage ansvar og finde gode løsninger også her.
Det er med andre ord en lidt bemærkelsesværdig aften. Vi er i aften med til at vedtage et budget, men vi er bekymret for, hvilken vej vi skal gå og om vi kan gå den sammen alle 22 mand hele vejen igennem.
Når vi er med i dette forlig er det altså ikke fordi, vi gerne vil fremhæve det ene eller det andet af det, der er kommet med af gode tiltag. Det handler for os mere om at tage ansvar og undgå, at bl.a. børneområdet var kommet ud i en sparunde, der ville ødelæggende for meget af det gode arbejde pædagogiske medarbejdere hver dag udfører på børneområdet i Gribskov Kommune.
Men politik er ikke nødvendigvis nemt. Alle, der er med, har givet sig i dette budget og generelt er en kommune som Gribskov under et stort økonomisk pres og det er også vigtigt at huske i det samlede billede.
Endelig vil jeg endnu engang for hele nytgribskovs gruppe takke administrationen for det arbejde, der er lavet i forbindelsen med budgettet. Det er et nødvendigt værktøj for os politikere i budgetarbejdet. Tak for ordet.
Anders Germer Frost
Gruppeformand, nytgribskov