Nu skal der samarbejdes i byrådet

samarbejdeSent torsdag eftermiddag blev nytgribskov kontaktet af borgmester Kim Valentin. Valentin orienterede om situationen i Venstre, hvor børneudvalgsformand Trine Egetved har forladt partiet til fordel for Konservative.

“I nytgribskov ser vi det det som en ny mulighed for demokratiet i Gribskov kommune. Trines partiskifte betyder nu, at to partier (Venstre og Dansk Folkeparti) ikke alene kan beslutte alt i byrådet, men at Borgmesteren nu er nødt til at finde brede politiske løsninger mellem flere partier,” udtaler Gruppeformand Anders Gerner Frost (G) og fortsætter. “nytgribskov gik til valg på et bredt samarbejde, men vi har desværre oplevet, at det har haltet noget for Valentin at finde brede politiske løsninger til trods for at de øvrige partier i byrådet har været indstillet på det brede samarbejde.”

Nytgribskov bakker op om Trine Egetveds beslutning og støtter hende naturligvis fortsat som formand for børneudvalget. “Trine og jeg har et rigtig godt samarbejde i børneudvalget – også selvom vi ikke er enige om alt politisk. Jeg synes det er en modig og nødvendig beslutning, som Trine har taget.” udtaler Sisse Krøll Willemoes (G), der er næstformand i børneudvalget og fortsætter:

”Venstre insisterer på trods af et kraftigt faldende børnetal på at tilbagerulle skolestrukturen. Resultatet vil være fatalt både økonomisk og ikke mindst hvad angår kvaliteten af undervisningen. Det er imod al sund fornuft. Hvis det på trods af fakta og gode argumenter ikke har været muligt for Trine at påvirke Venstre internt, så er hun jo nødt til at handle, hvis hun vil føre en ansvarlig politik”

“Denne situation er jo meget alvorlig for Borgmesteren, men i nytgribskov tror vi på, at det er positivt for borgerne i Gribskov, når Borgmesteren tvinges til brede politiske aftaler” slutter Anders Gerner Frost (G)

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *